Alt for ofte lader vi os begrænse af os selv og af andre. Vi er vores egne værste fjender når det handler om, at forhindre udvikling. Når andre gør det er det som regel ikke for at være ond, men fordi der bliver rokket ved deres eget verdensbillede, og dermed bliver der sat gang i frygten hos dem. De bliver bange for at ting skal ændre sig, at ændringerne kommer til at have indflydelse på dem også. Som mennesker er vi programmeret til, at frygte det nye det ukendte. Helt tilbage til menneskes oprindelse har frygten været en tro følgesvend, da har forhindret os i at løbe lige i munden på en sabeltiger. Og vores hjerne bliver ved med at beskytte os, hvilket også er godt. Dog betyder dette samarbejde også, at vi er rigtig gode til at tvivle på os selv og holde os selv tilbage. Vores børn bliver også mødt med denne indstilling både hjemme, ude blandt andre og i skolen. Jeg mere ikke man skal sætte en stopper for et barns drøm om noget evt. stort. Mange børn blive fortalt at de ikke kan tage en bestemt uddannelse pga. deres faglige niveau, hvad med i stedet for at bakke dem op og støtte dem. Samt fortælle dem at det betyder de bør arbejde med det og det her for at nå målet. Hvem skal bestemme vores mål her i livet? det er da kun en selv der skal bestemme det og så må man arbejde for det. Jeg har oplevet forældre der ubevidst via. måden at tale på piller deres barns selvværd og troen på sig selv ned. Vi skal være meget opmærksomme på hvordan vi formulere os og i særdeleshed til børn der er meget sårbare i deres forestilling om dem selv.
Jeg mener virkelig at the sky`s ar the limit. Det hele handler om den måde vi tænker på og hvilken plads vi giver individet til, at arbejde med sig selv og dets personlige mål. Men der ligger også nogle forventninger i det. Forventninger om at det er okay at fejle, da det er når vi fejler vi lære mest. I vores kultur har vi lige nu en ikke fejl kultur… den oplæres børnene i i skolen. Det handler om at give de rigtige svar få de rigtige karakterer. Men når vi ikke oplæres i at det er okay at fejle for at lære, hvordan skal vi så være innovative og virkelig skabe noget nyt, hvis vi ikke tør tage chancer og bruge pytknappen når vi fejler?
Der tales om at kreativiteten slukkes hos nogle børn, hvorfor? kan vi voksne ikke rumme det eller hvad er det der gør at kreativiteten dør ud hos nogle børn. Kreative tanker, dagdrømmerier udvikler vores hjerner og gør os i stand til at nå himlen langt ind i fremtiden.